Du har solgt din bolig og overtagelsesdagen nærmer sig

Læs her hvilke forhold der skal være på plads, inden du udleverer nøglerne til køber. Og hvordan du kan være med til at sikre, at køber får en god start i boligen.

Hvilke forhold skal være på plads inden du udleverer nøglerne til køber?

Inden du udleverer nøglerne til køber skal du sikre dig, at køber har opfyldt alle betingelser i købsaftalen. Du skal være særligt opmærksom på, at

• Alle bestemmelser vedr. debitorgodkendelse, gældsovertagelse, deponeringer og garantier er opfyldt
• Køber har indbetalt eller deponeret handelsomkostningerne
• Køber har underskrevet skøde, pantebreve, gældsovertagelseserklæringer mv.
• Køber har tegnet de nødvendige forsikringer

Rådfør dig altid med din boligadvokat, inden du mødes med køber på overtagelsesdagen, så du er sikker på, at alle forhold er opfyldt inden du udleverer nøglerne.

Hvilken stand skal boligen overdrages i?

Du skal aflevere boligen i ryddeliggjort stand kl. 12.00 på overtagelsesdagen, medmindre du og køber har aftalt andet.
Det er altså ikke meningen du skal gøre hovedrengøring i den bolig du fraflytter, men sørg for alt er ryddet og de store flader ser pæne ud, så boligen er klar til køber.

Hvad må du tage med og hvad indgår i handlen?

Du skal altid forholde dig til aftalegrundlaget i købsaftalen – også det som står med småt 😉

De hårde hvidevarer som fremgår af aftalen, skal overdrages i gældfri og brugbar stand.

Af købsaftalens standardvilkår vil det typisk også fremgå, at de på grunden værende bygninger, ledninger, installationer, varmeanlæg, hegn, træer, beplantninger m.m. medfølger i handlen. Det samme gælder for markiser, flagstang, legehus, drivhus, sanitet og alt i vægge og gulve monteret badeværelsesudstyr, faste indvendige lamper i køkken, bryggers og baderum og udvendige lamper, pejse og brændeovne, postkasse, renovationsstativer, el-radiatorer, el- og gasvandvarmere, antenner og paraboler – dog ikke selve receiveren.

Haveskulpturer- og udsmykning medfølger ikke.

Tæpper medfølger kun, hvis det er aftalt. Dette gælder dog ikke for tæpper, der indgår som et led i gulvkonstruktionen.
Tyverialarmer med tilbehør og tele/kabelinstallationer medfølger ikke, medmindre andet er aftalt. I det omfang at tele/kabelinstallationer og tyverialarm tilhører forsyningsselskabet, skal de forbliver i boligen eller nedtages af forsyningsselskabet.

Husk at aftale med køber, om der er abonnementer til ovenstående de er interesseret i at overtage.

Hvad skal der ske når du mødes med køber?

Aflæsningsskema kopi

Klik på billedet for at downloade

Når du og køber mødes på overtagelsesdagen, skal du overdrage samtlige nøgler til boligen sammen med brugsanvisninger til fx fyr, hvidevarer mv. i det omfang disse forefindes og I skal sammen aflæse diverse forbrugsmålere.
Du kan med fordel benytte det aflæsningsskema vi har lavet, så er du sikker på at få alle oplysninger med. Du kan hente aflæsningsskemaet her.

Sørg for at både du og køber får et underskrevet eksemplar og aflever en kopi til både din og købers rådgiver.
Gennemgå boligen med køber, svar på eventuelle spørgsmål og vis køber praktiske ting som fx hvor stophanen til vand er eller hvor ejerforeningens vicevært holder til.

Giv køber en god start i boligen

Dagen hvor man får overdraget nøglerne til sin nye bolig, er for de flestes vedkommende en stor dag – men måske også en lidt kaotisk dag fyldt med flyttekasser. Med en meget lille indsats kan du som sælger, være med til at give køber en rigtig god start i boligen.

Skriv en personlig hilsen til køber og byd velkommen i boligen. Du kan med fordel give lidt praktiske oplysninger om boligen og vedlægge den seneste udgave af lokalavisen og menukortet fra byens bedste pizzaria 🙂

Personligt synes jeg også det er god stil, altid at efterlader en rulle toiletpapir og en ren affaldspose i boligen.

 

Vi ønsker alle en rigtig god flytning 🙂

 

Relaterede blogindlæg
10 gode råd når du vil sælge din bolig selv