Lidt gode råd til afholdelse af Åbent Hus

Før Åbent Hus

Klik på billedet for at downloade

Forbered dig inden du afholder Åbent Hus, så din bolig virker så attraktiv som muligt, når boligkøberne træder ind ad døren:

• Gør rent og ryd let op – sørg samtidig for at eventuelle udearealer er pæne og ryddelige.

• Lad et kritisk blik gå henover din bolig og fjern de ting, der stikker ud. Få evt. en nabo eller en ven til at komme forbi og brug deres input, så der ikke er noget der generer øjet hos boligkøberne.

• Læg salgsopstillinger og dokumentation frem – evt. sammen med nogle kuglepenne, så boligkøberne kan notere mens de stadig er hos dig.

• Hav en liste parat, så du kan notere boligkøbernes kontaktoplysninger og spørgsmål – på denne måde kan du nemt følge op på potentielle købere efter Åbent Hus er afholdt og du kan holde styr på hvor mange og hvem som har besøgt din bolig. Du kan med fordel benytte den liste, vi har lagt ind her. Du kan også downloade listen her.

• Bag en kage eller boller, så der dufter hjemligt og indbydende i dit hjem. Det lyder måske lidt som en kliché, men det giver en god stemning, når man bliver mødt med duften af hjemmebag til Åbent Hus.

• Lav kaffe og te til boligkøberne – man taler godt over en kop varmt.

• Åbn døren og byd boligkøberne velkommen til Åbent Hus 🙂

Afholdelse af Åbent Hus

Når du afholder Åbent Hus, er det vigtigt at du viser boligkøberne at du er imødekommende og svarvillig – det er en stor beslutning at købe et (nyt) hjem, så boligkøberne vil sikkert gerne spørge om en masse forskellige ting.

Du er din boligs ambassadør og ansvaret for at præsentere den bedst muligt ligger hos dig 🙂 Hvis der er noget du skal undersøge nærmere for at kunne svare helt sikkert på, så sørg for at notere spørgsmål og kontaktoplysninger, så du kan vende tilbage efter Åbent Hus.

Husk også at vise boligkøberne alle de ting, du selv sætter størst pris på; når man er til Åbent Hus kan man godt overse mulighederne i en bolig, så sørg for selv at fortælle om fx den vestvendte altan med eftermiddags- og aftensol, om havens blomster og urtehave eller om den rigtigt gode restaurant, der ligger lige rundt om hjørnet.

Selv om det kan lyde lidt modsat alle råd om at være tilstede og til rådighed, så kan det også være en rigtigt god idé at give dine besøgende lidt frihed og alenetid i din bolig, så de ikke skal være nervøse for at du bliver stødt eller ked af det, hvis de fx siger noget om køkkenet eller badeværelset.

Du skal selvfølgelig stadig være til rådighed for spørgsmål, men du kan evt. trække dig lidt tilbage, så de kan kigge og betragte frit.

Efter Åbent Hus – følg op!

Når du har afholdt Åbent Hus, er det en god idé at evaluere: hvad synes boligkøberne? Var der noget de alle sammen spurgte om? Var der nogen, der havde spørgsmål, du ikke kunne besvare på stående fod? Var der nogen, der gerne ville have en almindelig fremvisning?

• Var der nogle gennemgående spørgsmål til din bolig, kan du med fordel opdatere din annonce på Selvsalg.dk med svarene.

•  Var der nogle spørgsmål, du skulle undersøge nærmere? Undersøg nærmere og vend tilbage til boligkøberne.

• Var der nogen, der gerne ville have en almindelig fremvisning? Kontakt dem og aftal et tidspunkt!

• Følg generelt op med dem, der har besøgt din bolig til Åbent Hus – vil de se boligen igen, har de nogle spørgsmål til boligen eller andet?

Du kan godt selv!

Har du nogle gode råd, vi har overset eller vil du bare tilføje noget? Så skriv en kommentar herunder 🙂

 

Relaterede blogindlæg

Du har solgt din bolig og overtagelsesdatoen nærmer sig – hvad gør du nu?

10 gode råd når du vil sælge din bolig selv

Lidt gode råd til at holde fremvisning